For blot 20 år siden var det en udbredt opfattelse blandt samfundsforskere, at korruption var et uundgåeligt og i mange tilfælde positivt fænomen. I dag er der stort set enighed om, at korruption næsten udelukkende har store, negative konsekvenser. Der er bl.a. en klar og veldokumenteret negativ sammenhæng mellem korruption og økonomisk udvikling. Med andre ord: lande med megen korruption har lavere økonomisk vækst. Dette kan have mange årsager. Blandt andet betyder megen korruption, at økonomiske investeringer bliver mere risikable, hvorfor udenlandske investorer vil holde sig væk. Samtidig vil mange selvstændige vælge af gå under jorden for at undgå at skulle betale til korrupte embedsmænd. Landets politiske ledelse mister også legitimitet og dermed kan korruption være med til at destabilisere et land.
De negative konsekvenser af korruption afhænger dels af, hvor udbredt den er i et givet land, og dels af hvilken type den er. I visse lande er det mest typiske, at forretningsfolk selv tilbyder embedsmænd bestikkelse, mens det i andre er mere normen, at embedsmænd selv kræver bestikkelsespenge. Korruption kan samtidig være centralt organiseret, hvor staten styrer hvor megen bestikkelse, der skal betales til hvilke embedsmænd. Den kan også være decentraliseret, hvor enhver statsansat har mere eller mindre frie hænder til at kræve bestikkelse. Endelig kan "markedet" for bestikkelsespenge være frit tilgængeligt for alle, eller det kan foregå udelukkende i lukkede netværk og klubber, som ikke alle kan blive en del af. Generelt vil de negative konsekvenser af korruption være størst, hvis den opkræves af embedsmænd, hvis den er decentraliseret og hvis den foregår i lukkede netværk.
I Danmark findes korruption typisk i lidt andre former end i udlandet, og de mulige konsekvenser er derfor lidt anderledes. Når korruption opstår i Danmark vil det primært være et demokratisk problem, idet det kan medføre politikerlede eller modvirke den politik, de ønsker at føre. Hvis embedsmænd tager imod bestikkelse, vil offentlige opgaver og lignende for eksempel ikke nødvendigvis gå til de firmaer, som løser opgaven bedst, men derimod til dem, som betaler mest under bordet. Vigtigst af alt vil flere historier om korruption i Danmark sandsynligvis betyde en generel faldende tillid mellem politikere, borgere og erhvervsliv. I Danmark bygger det politiske system, embedsapparatet og retsvæsenet i lige så høj grad på tillid som på lovgivning, så faldende tillid kan have meget alvorlige konsekvenser i et land som Danmark.