Danmark er efter alt at dømme et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år udgiver Transparency International et indeks over opfattelsen af, hvor megen korruption der er i forskellige lande. I alle de år, Danmark har optrådt på den liste har det ligget helt i toppen som et af de lande i verden med mindst korruption sammen med de øvrige nordiske lande. Danmark opfattes internationalt som så lidt korrupt, at det er blevet fremhævet af nogen som en slags rollemodel for andre lande med større problemer med korruption.
Alt tyder på, at det danske embedsapparat er særdeles hæderligt og at danskerne ikke er synderligt villige til at betale bestikkelse. På den anden side har der de seneste år været en række offentlige sager, som har involveret korruption, eller det der ligner.
Der har været enkelte sager om decideret bestikkelse, som da Dansk Byggeri for nyligt kunne berette om, at op mod 10 % af danske håndværkere har prøvet at måtte bestikke embedsmænd for at vinde offentlige opgaver (DR Nyheder: "Undersøgelse: Håndværkere bliver afpresset").
I foråret 2005 kom så den endnu uafsluttede sag om to embedsmænd i Udlændingestyrelsen, som står anklagede for at have taget imod bestikkelse imod at give opholdstilladelser til kinesere (DR Nyheder: "Nu 49 sager om bestikkelse i Udlændingestyrelsen").
Mere almindeligt er sager, hvor underslæb kunne være en mulig forbrydelse, som i Farum-sagen. I denne sag er tidligere borgmester Peter Brixtofte blandt andet blevet beskyldt for at have brugt af kommunens kasser til private middage og dyre rødvine (B.T.: "Nu falder hammeren").
Der har ligeledes været enkelte sager om bedrageri. I sagen om Arbejdernes Ligkistemagasin var en pensioneret præst anklaget for mod betaling arbejdet sammen med ligkistemagasinet for at gennemføre tvivlsomme bisættelser. (Politiken: "Rigshospitalet indrømmer fejl")
Endelig er der sager om nepotisme, som vel er de mest udbredte i den danske offentlighed. Et eksempel på en sag om nepotisme var beskyldningerne mod tidligere kirkeminister Tove Fergo om at hun havde givet sin mand, som er præst, lønforhøjelse (Berlingske Tidende: "Fup eller Fergo").
Det ser ud til, at den klassiske form for korruption, bestikkelse, ikke er så udbredt i Danmark. Måske derfor har Danmark så flot en placering på Transparency Internationals korruptionsindeks. Men kan det tænkes at andre former for korruption som nepotisme og underslæb er mere udbredte i Danmark? Hvem kender ikke nogen, som har fået en god stilling, fordi de kender chefen personligt eller er i familie med nogen, som er? Hvem har ikke hørt historier om folk, der må betale store summer under bordet for at få en andelslejlighed? Hvem har ikke hørt om sager, hvor betroede medarbejdere har misbrugt deres position til at skaffe sig selv fordele?
Man bør ikke glemme, at Danmark i international sammenhæng er relativt forskånet for korruptionens åg. Det betyder dog ikke, at korruption ikke eksisterer eller ikke er et problem, og derfor bør problemet heller ikke ignoreres i en dansk sammenhæng. Korruption tager mange forskellige former, og også Danmark har sine særlige problemstillinger, hvad det angår. Et eksempel på et område, hvor Danmark kunne gøre det bedre, er indenfor beskyttelsen af personer, som afslører korruption – de såkaldte whistleblowers. I øjeblikket er medarbejdere, som afslører andre medarbejderes lovbrud ikke tilstrækkeligt beskyttet mod for eksempel at blive fyret for deres meddelagtighed. Man kan nemt forestille sig, at dette kan afholde nogen fra at afsløre korruption på arbejdspladsen (Berlingske Tidende: "I Sverige var der ikke sket ham noget"). Læs i øvrigt Transparency International Danmarks gode råd til potentielle whistleblowers.
