11/08/09 - SKAT har som den første offentlige myndighed meldt sig ind i den danske afdeling af Transparency International
"Som myndighed efterlever SKAT de samme principper TI arbejder for at fremme. Det bliver understreget af vores vision om at offentligheden kan følge med i hvad vi gør og hvorfor, og vores vision om at behandle alle lige og fair. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det danske skattesystem netop er så velfungerende, fordi borgerne med rette har tillid til, at SKAT udfører sit arbejde med en høj grad af hæderlighed og integritet. Medlemskabet af TI Danmark er derfor en naturlig forlængelse af vores visioner og daglige arbejde", siger told- og skattedirektør Ole Kjær.
Også SKATs retsikkerhedschef har valgt at tegne et medlemskab af TI Danmark.
"Som Retssikkerhedschef er det min opgave at være med til at sikre, at der ikke kan sættes en finger på medarbejdernes integritet. Mit medlemskab af TI Danmark er med til at understrege, at vi tager borgernes retssikkerhed alvorligt", siger retssikkerhedschef Margrethe Nørgaard.
Hos Transparency International vækker SKATs medlemskab begejstring.
"Det er en cadeau til vores arbejde, at få en stor offentlig myndighed som SKAT som medlem, og vi håber selvfølgelig, at andre følger efter. Samtidig har det naturligvis en særlig stærk signalværdi, at SKAT er så central en aktør på det økonomiske og forvaltningsretlige område", siger formanden for Transparency International Danmark, Poul Riiskjær Mogensen.
RSS er et format der gør at du nemmere kan hente vores nyheder. Information i RSS-format kan bl.a. læses af en såkaldt RSS Reader
Læs mere om RSS
