Interview i Kristeligt Dagblad den 2. marts 2001 af journalist Gunnar Willum om
Hvorfor skaberen bag Transparency International Peter Eigen har viet sit liv til kampen mod korruption?
Korruption er en af de største forhindringer for økonomisk udvikling og demokrati i udviklingslandene, mener Peter Eigen, som har viet sin karriere til at bekæmpe den.
Verdensbankens direktør greb personligt ind og forbød det, da en ansat i banken ved navn Peter Eigen og en gruppe af bankens repræsentanter i Afrika foreslog at danne en arbejdsgruppe, der skulle se på kontinentets enorme problemer med korruption.
Det fik Peter
Eigen til at opsige sin stilling som leder af Verdensbankens
afdeling i Østafrika efter mere end 25 år i den
internationale bank. I 1993 dannede han i stedet sin egen
organisation, Transparency International, en privat non
profit-organisation med det formål at bekæmpe korruption.
"Stort set alle de problemer, som udviklingslandene kæmper
med fra fattigdom og forurening til økonomiske og erhvervsmæssige
problemer, kan føres tilbage til problemet med
korruption," siger Peter Eigen, som tager imod på
organisationens hovedsæde i Berlin.
I dag har Transparency omkring 35 ansatte i hovedsædet i Berlin og lokale afdelinger i mere end 70 lande. "Og der er korruptionssager nok at tage fat på," mener Peter Eigen. "For eksempel store anlægsprojekter, hvor det ikke er det firma, som er billigst eller bedst, der får opgaven med at bygge den nye metro. Opgaven går i stedet til det firma, som har betalt mest i bestikkelse."
Først ville hverken Verdensbanken eller andre officielle udviklingsorganisationer vide af Transparency International. Men i 1995 tiltrådte James Wolfensohn som ny direktør for Verdensbanken. Og han har gjort kampen mod korruption til et hovedtema.
Det har bragt Transparency ind i varmen. Organisationen har således i dag både Verdensbanken og en lang række udenrigsministerier, herunder det danske, som sponsorer.
"I dag
består faren for Transparency International i at blive elsket
til døde," siger Peter Eigen.
"Frygten er, at antikorruption skal blive et af de
utallige modeluner, som dukker op i udviklingsindustrien og i
en række år er på alles læber, hvorefter det forsvinder
igen, uden at der er blevet gjort noget ved problemet."
Sammen med betegnelser som god regeringsførelse er bekæmpelse af korruption nu rykket op allerøverst på den ønskeliste, som vestlige donorer overrækker regeringer i Den tredje Verden og Østeuropa som betingelse for indgåelse af vigtige bistandsaftaler eller indtrædelse i EU.
Det har fået kritikere til at beskylde kampagnen mod korruption for at være endnu et forsøg på at tvinge vestlige værdier ned over hovedet på resten af verden.
Ifølge Peter
Eigen handler kampen mod korruption dog langt mere om at skabe
demokratiske strukturer; en fri presse, en uafhængig
dommerstand, en stærk opposition og endelig politikere, der
står til ansvar over for befolkningen. "Diktatur fremmer
korruption, fordi det i sin natur bygger på hemmelighedskræmmeri,
manglende gennemsigtighed og undertrykkelse af ytrings- og
presse- frihed," siger Peter Eigen. "Et eksempel
herpå er Jugoslavien, der under Slobodan Milosevics
despotiske styre blev verdens næstmest korrupte land, ifølge
Transparency International.
I vestlige medier har historier om korruption ofte fokuseret på
despotiske ledere i udviklingslande. For eksempel Indonesiens
Suharto, Zaires Mobuto, Filippinernes Marcos eller Nigerias
Sani Abacha, der alle er berømte eksempler på lande, hvor præsidentens
familie og venner har beriget sig hæmningsløst på
befolkningens bekostning."
Men det er vestlige firmaer, der har været genstand for Transparency Internationals hidtil vigtigste kampagne. Transparency arbejder på at få forbudt vestlige firmaers brug af bestikkelse i lande, der plages af korruption.
Selvom det er
forbudt for vestlige firmaer at bestikke deres egne landes
embedsmænd, var det indtil for nylig lovligt og endda
fradragsberettiget at udbetale bestikkelse i visse u- og østlande.
Men det er det ikke mere. Forrige år vedtog OECD, de rige
industrilandes sammenslutning, en konvention, der gør smørelse
af udenlandske embedsværk ulovligt og strafbart i firmaets
hjemland. For fremtiden kan danske firmaer altså ikke troppe
op på skattekontoret med u-specificerede repræsentationsomkostninger.
"Den kamp foregik ikke uden sværdslag," fortæller
Peter Eigen. "Mange firmaer var i starten imod denne
konvention. Firmaerne var bange for, at hvis konkurrenter fra
andre lande stadig havde lov til at bruge korruption, så
ville det betyde, at de selv mistede markedsandele, hvis de
ikke længere betalte bestikkelse."
På det punkt har Peter Eigen erfaring med danske firmaer. "Jeg havde et møde med et stort dansk eksportfirma. Det endte med, at direktionen var delt i to lejre. Den ene halvdel mente, at det ville være muligt at standse bestikkelsen, hvis andre firmaer også gjorde det. Den anden halvdel mente, man stadig ville være nødt til at bruge bestikkelse," fortæller han. "Efter at såvel Danmark som Tyskland har ratificeret aftalen, er firmaerne i disse lande også interesseret i, at konventionen bliver ratificeret af de OECD-lande, som endnu ikke har ratificeret aftalen."
Det er ikke bare vestlige firmaer, der i jagten på profit har været med til at smøre hjulene i statsapparaterne i Den tredje Verden og dermed har været med til at forhindre opbyggelsen af en kompetent og professionel offentlig forvaltning.
Transparencys direktør mener også, at vestlige hjælpeorganisationer uforvarende fremmer korruptionen i nogle af de lande, hvis udvikling de forsøger at hjælpe. "I iveren efter at få projekter gnidningsfrit gennem træge statsapparater er mange organisationer parat til at gå meget langt og endda betale bestikkelse for at få de nødvendige tilladelser," mener Peter Eigen. "Det starter i det små med, at organisationerne inviterer deres samarbejdspartnere i lokale ministerier på udflugter rundt omkring i landet på dyre hoteller eller på »kurser« i udlandet. Og det fortsætter med, at nogle hjælpeorganisationer ansætter embedsmænd som konsulenter for at sikre velvillig behandling."
Et andet eksempel på det, Peter Eigen kalder »vestlige donorers overivrighed«, er, at man accepterer at placere et uforholdsmæssigt stort antal projekter i vigtige regeringsmedlemmers hjembyer. Noget som eliten i mange ulande presser på for, blandt andet for at støtte deres lokale politiske og folkelige bagland.
Transparency har opnået stor succes med et årligt indeks over korruption. På dette indeks hænges lande ud på en liste, der fortæller, hvor korrupte de enkelte lande i verden er.
På det seneste indeks er Finland nummer et - det vil sige det land i verden, der er mindst modtagelig for korruption. De tre bundskrabere og dermed de mest korrupte lande er Nigeria, det tidligere Jugoslavien og Ukraine.
I mange lande i Den tredje Verden er det årlige indeks blevet en tilbagevendende begivenhed for medierne, der giver anledning til diskussion i pressen om, hvorvidt landet har fortjent sin placering, og hvorvidt politikerne gør nok for at bekæmpe korruption.
Indekset bygger på en række undersøgelser blandt udenlandske investorer, finansanalytikere og opinionsundersøgelser i offentligheden. Ved at sammenkøre flere forskellige undersøgelser i indekset håber man at give et fingerpeg om udbredelsen af et fænomen, der i sagens natur ikke føres almindelige statistikker over. En række lande optræder dog ikke på indekset, og det er ifølge Transparency fordi, at det er umuligt at få adgang til den nødvendige information om korruption. Det ser Transparency som et tegn på, at korruptionen er så åbenlys og omfattende, at ingen bekymrer sig om at dokumentere den.
Men hvorfor har man ikke hørt så meget om indekset i Danmark? Måske fordi Danmark sidste år lå nummer et på Transparency Internationals liste - som det mindst korrupte land i verden. I år har vi dog måttet vige førstepladsen og stille os tilfreds med at være nummer to efter Finland.
Gunnar Willum er freelancejournalist med speciale i u-landsforhold