Af Ole Richter
Efter murens fald og sammenbruddet af de kommunistiske økonomier i Østeuropa var der mange der følte sig glade, for nu var det bevist, at den liberale, kapitalistiske økonomi - free enterprise - havde sejret over det totalitære, statskontrolleret system, og dermed bevist "det frie markeds" overlegenhed.
Man glemte at tage hensyn til, at konkurrancevilkårene ikke var lige, og at det allerede i 1930'erne var blevet forudsagt af Trotsky, at der ikke, som Stalin hævdede, kunne skabes "kommunisme i et land". Et sådant forsøg var dømt til at mislykkes, fordi "kommunisme i ét land i en Verden, der var domineret af en kapitalistisk økonomi, ikke kunne klare sig i en konkurrence på kapitalismens vilkår" (frit citeret efter Trotsky). I øvrigt mente Trotsky og mange andre dengang og siden hen med ham, at den såkaldte russiske kommunisme, der byggede på Stalins (og Lenins) forestillinger om Partiets altdominerende rolle, hverken var kommunisme eller bare socialisme, men derimod et statsligt bureaukratis, nepotistiske nomenklaturs diktatur i egen interesse, og politisk og organisatorisk yderst utilstrækkeligt udviklet. Trotsky kritiserede også Stalin og kumpaner for udelukkende at satse på "sværindustri og elektrificering" og negligere den russiske befolknings ønsker om bedre levestandard og indflydelse på egen umiddelbare livssituation. Det ville i langt højere grad, mente Trotsky, sikre den russiske revolution, hvis den russiske arbejderklasse (= befolkningen) havde noget at kæmpe for, nemlig et godt daglig liv.
Kort tid efter Murens fald offentliggjorde den berømte amerikanske, liberale økonom John Kenneth Gailbraith et vægtigt indlæg i en stor USA-avis (også gengivet oversat i Politiken), i hvilket han spurgte, om "kapitalismen i form af "free enterprise" nu havde sejret over kommunismen". Hans implicitte spørgsmål var videre, om demokratiet i Vestens form også havde sejret over kommunismen. Begge spørgsmål besvarede han med modspørgsmålene: "Har den markedsbaserede kapitalisme løst de økonomiske uligheder, den grove udbytning og spekulation, endsige den uhæmmede drift på Jordens resurser? og Har vort demokrati gjort det reelt muligt for alle at blive repræsenteret i de parlamentariske relevant forsamlinger eller mere direkte at komme til orde i den demokratiske debat? Nej, vel?!"
Verdens økonomiske og demokratiske problemer løste sig ikke med Murens fald. Det var en sandhed, svær at forstå i de euforiske tider efter oktober 89. Det viste sig snart, at for USA havde den Sovjetiske økonomiske og politiske deroute den betydning, at der nu kun var én reel supermagt til stede, kun et hold på banen. Man manglede en modspiller i det magtpolitiske spil, hvis spillet i det hele taget skulle gå videre. Præsident George Bush d.æ., kreerede begrebet "A New World Order", en ny verdensorden, men fik ikke givet begrebet tilstrækkelig tyngde og indhold, og den ny verdensorden førte blot til kreeringen af nye fjender, de udemokratiske muslimske stater. Få spørgsmål blev rejst om USAs fundamentale fattigdoms- og analfabetismeproblemer og deres løsning.
Med sammenbruddet i øst stod man i Europa (vest) først og fremmest overfor et stort økonomisk sumpområde umiddelbart udenfor egne grænser. Levestandarden sank til dybder, der lå langt under niveauet i den "kommunistiske" æra, især i det tidligere Sovjetunion, der nu var blevet et statsforbund, SNG, af usikker og svag indre sammenhængskraft. Her opstod "Det Vilde Østen" med en økonomisk og juridisk, kaotisk tilstand, af ultraliberalistisk, egomanisk karakter, der overgik "Det Vilde Vesten" i USA hundrede år før, og som fik selv de hidsigste minimalstatstilhængere til at gyse. Formuer blev skabt med lynets hast, ofte af folk fra den gamle kommunistiske elite, nomenklaturen, på bekostning af den russiske befolkning, der mens de tiggede i Moskvas centrum kunne se åbningen af en ny Porscheforretning nær Den Røde Plads.
Samtidig stod Vesteuropa, særlig EU, overfor en for os ny situation, på mange måder lig den USA havde været i længe i forholdet til det fattige Latinamerika. Hundredtusinder billige og veluddannede østeuropæere stod som følge af den økonomiske krise udenfor vore grænser og så med selvfølgelig begærlighed på vor høje levestandard. Deres uddannelsesniveau var tilnærmelsesvis på højde med det vesteuropæiske, men deres hjemlige lønniveau lå ofte på en brøkdel af vort. Sammen med de mange andre, der ved systemsammenbruddet blev arbejdsløse, gjorde de næsten alt for at komme til Vesteuropa. Landene i vest, der før sammenbruddet havde kritiseret de stalinistiske lande i øst for lukkethed og kontrol med borgernes rejsevaner, fik nu meget travlt med selv at lukke grænser for at forhindre masseindvandring af billig arbejdskraft fra øst.
Den økonomiske niveauforskel mellem Øst- og Vesteuropa, som nok havde været mere skjult før Murens fald, blev nu lysende klar. Tidligere havde det østeuropæiske system trods alt afbødet de værste sociale og økonomiske misforhold og sikret folk arbejde; men indlemmelsen af den østeuropæiske økonomi i det kapitalistiske økonomiske system medførte arbejdsløshed og social nød i et omfang, der ikke var set siden 2. Verdenskrig.
Mange vestlige firmaer investerede i Østeuropa, der kunne tilbyde billige byggegrunde, billig arbejdskraft og adgang til store markeder. Ofte gik investeringerne ikke så godt, fordi der ikke fandtes love, der kunne løse de juridiske og økonomiske problemer investeringerne førte med sig, og ej heller en infrastruktur - telekommunikation, veje o.s.v. - der kunne skabe de nødvendige forudsætninger for investeringerne. Hertil kom kriminalitet og en kæmpestor og omfattende korruption, der også i dag er en af de største forhindringer for udvikling i øst.
Desværre må man sige, at problemerne i Østeuropa i høj grad er selvskabte, men vi i Vesten har hjulpet godt til gennem vore krav om hurtige omstillinger fra en ikke-profit relateret økonomi til en profitorienteret. Vi glemte, eller ville ikke forstå, at en række forudsætninger for "vor livsform" ikke var opfyldte, og hvem siger i øvrigt, at en markedsstyret privatøkonomi skal struktureres som den nordamerikanske?
Som bekendt ser den liberale kapitalistiske samfundsmodel meget forskellig ud fra verdensdel til verdensdel, fra region til region, endog fra land til land. Det skal den også, fordi den må udspringe af landets/regionens historiske, økonomiske, geopolitiske og demokratiske forudsætninger og den politiske vilje, der er forbundet hermed. Det østasiatiske kapitalistiske system afspejler de patriarkalske traditioner og det korte demokratiske forløb. Det nordamerikanske afspejler den egencentrerede tro på, at eneren kan skabe sit liv gennem retten til at søge sin egen lykke. Dets hovedformål er på klassisk vis at maksimere profitten, no matter what.
I Vesteuropa har centrum-venstre regeringer været det almindelige i flere år, både indenfor EU og udenfor. EU, der med dets høje levestandard, store produktion, relativt veludviklede demokrati og høje generelle uddannelsesniveau, kan blive det største økonomiske vækstområde, hvis det vil og hvis det kender sin besøgelsestid, har i nogen tid understreget lidt andre målsætninger for den økonomiske udvikling end USA. EU har i overensstemmelse med dets historiske og demokratiske erfaringer og i erkendelse af den kulturelle europæiske mangfoldighed nok ønsket en markedsstyret økonomi på forbrugsområdet, men har samtidig understreget ønsket om en reel velfærdsstat. Derved bliver EUs økonomiske mål også anderledes end USAs og Østasiens.
De fire øst- og centraleuropæiske lande, der står foran optagelse i EU, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien, har siden Murens fald måttet kæmpe sig til markedsstyret økonomi, der har kostet dyrt. Konvergenskravene var store og blev ofte opfattet som urimelige. Sideløbende har landene måttet kæmpe for udvikling af deres demokrati. Udgangspunktet for landene var også demokratisk og historisk meget forskellige.
Polen genopstod som stat efter 1.Verdenskrig for atter næsten at forsvinde som besat land under 2. Verdenskrig. I de sidste tre hundrede år har Polen været bytte for de europæiske stormagters imperialistiske, ekspansive politik og er blevet delt 3 gange mellem Rusland, Østrig og Preussen. Det polske folk har i al den tid kæmpet for at fastholde deres identitet, sprog og kultur. Fra en delvis eller ikke-eksisterende situation og underlagt feudale, ofte udenlandske herrers vilje, efterfulgt af mellemkrigstidens demokratiske prøveperiode og derefter en stalinistisk, russisk domineret diktatur, har Polen i løbet af 10 år skullet tilegne sig en demokratisk kultur. Det er ikke let, og det er heller ikke altid gået lige godt.
Den Tjekkiske Republik, den vestlige del af det tidligere Tjekkoslovakiet som blev delt efter en folkeafstemning for 6 år siden, har grundet bl.a. det heldige valg af statsleder, den karismatiske og populære Vaclav Havel, fået mange vestlige, især tyske investeringer, den største og vigtigste er vel nok de tyske VW-fabrikkers køb af Skoda. Investeringerne og de mange vestlige turister særligt i Prag har hævet den tjekkiske levestandard til et respektabelt niveau. Vestlig know how er blevet pumpet ind i landet og har bidraget til den økonomiske og infrastrukturelle udvikling. Desværre er der efter en lovende start opstået problemer med det nye demokratis behandling af mindretallene. Det er først og fremmest sigøjnerne(romaerne) som diskrimineres, forfølges og udsættes for en nedværdigende behandling. I en bykommune byggede myndighederne i et boligkvarter efter ønske fra den lokale tjekkiske befolkning en høj mur til adskillelse af tjekker og romaer. Der blev en skandale af internationale dimensioner, og muren måtte rives ned. Værre har de mange racistiske overfald på romaer fra tjekkiske skinheads været, og politiets passivitet i forbindelse hermed, udstillet den tjekkiskenationalisme på ubehagelig vis.
I Ungarn har det 10 år gamle demokrati ført til skiftende borgerlige og socialistiske regeringer. Uafhængig af regeringernes politiske farve var der store problemer med udviklingen af et demokrati. Også her lader behandlingen af romaerne noget tilbage at ønske. Blandt de politiske grupper, der tiltog aktiv i den totalitære, planøkonomiske stats afskaffelse, var kvinder og jøder. Et par år efter den demokratiske revolution blev kvinderne sendt hjem til kødgryderne og børnene, og antisemitismen bredte sig, hvilket fratog mange jøder lysten til at deltage i det politiske liv. Den nuværende liberale regering med Viktor Orban som leder har stærkt højrepopulistiske tilbøjeligheder, et ikke ukendt fænomen blandt politikere i Østeuropa. Han var ellers en af de unge, demokratiske løver, der var med til at vælte det gamle kommunistparti af pinden for en snes år siden.
Ungarene havde til for ti år siden ingen eller kun få og små demokratiske traditioner. I tiden op til 1.Verdenskrig udgjorde Ungarn en del af Det Østrigsk-Ungarske Kejser- og Kongerige under feudale forhold med fremtrædende ungarsk adel som herskende klasse i den ene ende af samfundet og en stor forarmet landarbejderklasse i den anden. I mellemkrigstiden efter sammenbruddet af Dobbeltmonarkiet fik Ungarn selvstændighed, men pantsatte den snart til admiral(!) Rakoscy, der regerede landet som diktator, og efter 2. Verdenskrig kom Ungarn som følge af Jalta-aftalen ind under Sovjetunionens interesseområde. Kommunisterne dominerede totalt parlamentet uden nogen virkelig opposition. Der var derfor ingen demokratiske traditioner eller samfundsvaner, da demokratiet blev indført for ti år siden.
Det fjerde land, Slovenien, blev demokratisk ad en helt anden vej. Efter aldrig at have været noget selvstændigt land blev det en østrigsk koloni. Da Dobbeltmonarkiet blev opløst efter 1. Verdenskrig blev der på Balkan efter de sejrende stormagters ønske oprettet Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige med Beograd som hovedstad og med et parlament. Kongeriget faldt reelt bort under Aksemagternes besættelse under 2. Verdenskrig, selvom Kong Peter efter krigen prøvede at vende tilbage fra eksil.
Titos sejrrige partisaner dannede Den Socialistiske Jugoslaviske Forbundsrepublik med Tito som forbundspræsident. Jugoslavien bestod af 5 republikker (den ene var Slovenien) og 2 autonome områder, der dog hørte under Den Serbiske Republik, Vojvodina og Kosova. Styreformen og den politiske infrastruktur udsprang af Titos og partisanernes erfaringer og viden, og efter Titos brud med Sovjetunionen og Komintern i 1949 udviklede Jugoslavien og de enkelte republikker sig imod en ikke så centralistisk, et langt mere åbent styre med indflydelse også fra de menige medlemmer af Jugoslaviens Socialistparti. Den politiske opposition kunne dog have trange tider. Milovan Djilas og andre oppositionelle sad i perioder fængslet.
For 10 år siden løsrev Slovenien sig fra Den Jugoslaviske Forbundsrepublik. Sloveniens egen regering følte, at Serbien ville bestemme også over Slovenien, og med henvisning til løsrivelsesretten i forfatningen, og med støtte fra Kroatien, som også løsrev snart derefter, og fra Tyskland og EU-landene, blev Slovenien efter en kort og ikke særlig voldsom krig en selvstændig republik.
Slovenien, hvis sprog og kultur er tættere på Centraleuropas, hvis infrastruktur var veludviklet og som havde en stor del af Jugoslaviens industriinvesteringer og den højeste levestandard, klarede sig snart økonomisk og demokratisk godt. Der blev hurtigt afholdt nyvalg til parlamentet og valg til præsidentembedet, og derefter dannet en ny regering, der siden efter lovene er blevet afløst af en ny. Slovenien har ikke større problemer med sit demokrati end de fleste vestlige lande i Europa.
Som det fremgår af denne gennemgang, så afhænger demokratiets muligheder af den historiske tradition, den økonomiske og geopolitiske situation, landets kultur og tidligere perioder med demokrati.
Men én ting slår den vidende, der besøger et af de nævnte lande eller lande i Østeuropa eller for den sags skyld de af Verdens lande, der først for relativt nyligt har fået demokrati - det er fraværet af folkelige institutioner og organisationer, de såkaldte NGO'er, Non-Govermentale-Organisationer. Der mangler typisk, det vi betragter som et vigtigt udtryk og nødvendigt for vort demokrati, nemlig det levende mellemlag, der forbinder folket med Folketinget og regeringen, og som kan være politiske partier med brede interesser, politiske organisationer med snævrere interesser som f.eks. menneskerets-, miljø- og lejerorganisationer, lokal- og idrætsforeninger o.s.v.
NGO'erne er hos os med til at danne det demokratiske netværk og vækstlag, der opdrager til at forstå og bruge demokratiet, dets institutioner og muligheder også som "almindelig borger" i samfundet. NGO'erne er også med til at kritisere regeringen for f.eks. manglende opfyldelse af løfter, og kan informere regering og Folketing om forhold på områder, de kender særligt godt til som f.eks. situationen i Bosnien og forekomsten af korruption i Danmark. NGO'erne er dermed i høj grad skaberne af det miljø, der er demokratiets væsen og kerne. De kan uden nødvendigvis at skulle tage hensyn til politiske helhedsbetragtninger tillade sig at pege på regeringens efter deres opfattelse forkerte handlinger og Folketingets forkerte politik.
Udover foreningslivets konstruktive indvirkning på vort demokrati har skolernes inddragelse af demokratiet, demokratiforståelse og den praktiske anvendelse af demokratiet som en integreret del i undervisningen haft enorm betydning for udviklingen og styrkelsen af vort folkestyre. En nylig europæisk undersøgelse har da også vist at danske og nordiske børn har en vældig god viden om demokratiets teori og praksis.
Den demokratiske selvforståelse viser sig bl.a. gennem respekt for andres meninger, gennem et flertals undladelse af undertrykkelse af store demokratiske mindretal og ved evne til demokratisk selvorganisering gennem dannelse af foreninger og organisationer og deltagelse i internationalt udvalgs- og arbejdsgruppearbejde.
Opfattelsen af vort demokrati som veludviklet og godt må ikke føre til selvtilstrækkelighed og trang til at udbrede netop vor demokratimodel til andre lande. Vi kan fortælle om vore erfaringer og historiske og sociale baggrund, demokratiet i skolerne, folkehøjskolerne o.s.v. og derved inspirere de nye demokratier uden historiske forudsætninger. Men de må selv udvikle deres demokrati ud fra deres forudsætninger, og det kan vi og skal vi hjælpe dem med. Forskning af vilkårene for udvikling af demokrati må også styrkes. Også på dette område synes vi at have gode forudsætninger. Vi danskere lever ikke i den bedste af alle verdener, men skal især nu, hvor der forekommer snævert nationalistiske og fremmedangste holdninger i vort land holde vore linjer åbne, så vi kan inspireres til yderligere forbedringer og så vi selv kan inspirere andre.