Af Jannick B. Pedersen
OECD Konvention træder i kraft 15. Februar 1999.
Justitsministeriet arbejder på lovforslag
I en villa uden for Berlin mødes en lille håndfuld mennesker for at planlægge et felttog mod bestikkelse.
I det omgivende samfund er begrebet tabu. Det omtales ikke i pressen og er sjældent på dagsordenen. Både stater, internationale organisationer og virksomheder betragter korruption og bestikkelse som et onde på niveau med vejret: man må leve med det. Nogle økonomer mener endog, at korruption har en positiv effekt. På mindst én tysk handelshøjskole undervises i hvordan man bestikker.
Det danske justitsministerium arbejder på et lovforslag, der gør bestikkelse i udlandet lige så strafbart som i Danmark. Loven skal sikre, at Danmark lever op til en ny OECD Konvention, der fra 15. februar 1999 gør bestikkelse i udlandet kriminelt.
I det omgivende samfund er korruption blevet hverdagsstof i aviser, tv og radio. Verdensbanken arbejder nu aktivt imod korruption. Både EU og Europarådet barsler med konventioner.
Mødedeltagerne i Berlin i 1993 leder nu en slagkraftig international organisation, Transparency International, der har fået støtte fra 23 nationale og internationale bistandsorganisationer, 12 fonde, og 75 store private virksomheder. På seks år fik de skabt endnu en "enkeltsags-organisation" med en synlighed og slagkraft, der måler sig med Amnesty International og Greenpeace.
Konventionens fulde titel er "Convention on Combating Bribery of Foreign Public Officials in International Business Transactions". Den blev underskrevet d. 27. November 1997 af i alt 29 lande, her iblandt fem ikke-OECD lande – Argentina, Brasilien, Bulgarien, Chile og Slovakiet. Ved at åbne konventionen for ikke-medlemslande, kan oplyste udviklingslande benytte konventionen til at bekæmpe problemerne inden for egne grænser.
Konventionen er interessant læsning.
Den kriminaliserer bestikkelse af udenlandske embedsmænd, uanset om der er tale om ministre eller kommunalpolitikere eller ansatte i internationale organisationer.
Den kræver, at lovgivningen strammes, så det bliver lige så strafbart at bestikke i udlandet som i ens eget land.
Den gør kriminel enhver som opfordrer til, hjælper eller godkender bestikkelse - og man kan ikke gemme sig bag agenter: Den sætter lighedstegn mellem direkte og indirekte bestikkelse.
Og når anklagen kommer, kan man ikke gemme sig bag grænsen: Konventionen kræver, at bestikkelse gøres til en udleveringspligtig forbrydelse. Billedet af fem år i et tyrkisk fængsel toner frem…
Selv dygtige danske økonomer har for blot få år siden hævdet, i det mindste mundtligt, at korruption er gavnlig i den økonomiske udvikling. Tankegangen var, at den virkede som aflønning til en underbetalt offentlig sektor, og at den skabte en slags markedsmekanisme i en ineffektiv offentlig sektor: de der kunne betale mest, fik den offentlige sektors opmærksomhed, byggetilladelser, etc. Disse argumenter er i tidens løb blevet blandet op med betragtninger omkring at bestikkelse var en almindelig kulturbestanddel i andre verdensdele. Det skulle vi ikke blande os i.
Det var først med Verdensbankens World Development Report 1997 – "The State in a Changing World" – at den økonomiske sagkundskab tog klart stilling: korruption hæmmer udvikling. Rapporten konkluderede bl.a. gennem omfattende økonomiske analyser af 35 lande, at i lande med højere korruption finder man også at domstolsafgørelser er mindre forudsigelige, at rekruttering i mindre grad er afhængig af kvalifikationer og at politiske beslutninger forvrænges.
Hermed var de sidste argumenter væk for blot at lade stå til. Debatten om bestikkelse havde hidtil ofte haft etiske og moralske dimensioner. Nu fik den en stærkt allieret i den økonomiske dimension.
Under den nye direktør, James Wolfensohn, har verdensbanken i de senere år stået i spidsen for kampen mod bestikkelse, men udover Transparency International har også en lang række andre organisationer, virksomheder og enkeltpersoner presset på for at indføre nye spilleregler, der kan mindske korruption. Fokus på etiske "Principles for Business", virksomhedsbesøg i verdensbanken, støttebreve til OECD fra direktører i store koncerner, har f.eks. spillet en central rolle i konventionens hurtige vedtagelse.
Nye konventioner er undervejs. EU arbejder med to konventioner på området, og 21 europæiske stater underskrev d. 27. Januar 1999 Europarådets "Criminal law Convention on Corruption" som er endnu mere omfattende og også kriminaliserer passiv og aktiv bestikkelse i den private sektor.
I USA har bestikkelse i udlandet været strafbart i 20 år. Amerikanske virksomheder har længe ment, at det var konkurrenceforvridende, at europæiske virksomheder ikke havde truslen om straf, men oven i købet ofte kunne trække bestikkelsesudgifter fra som handelsomkostninger. I Danmark bortfaldt fradragsretten for bestikkelse den 1. januar 1998.
Selvom konventionen træder i kraft 15. februar 1999, er der ikke sat dato på hvornår en dansk lovgivning er på plads. Det vil være naturligt, at en ny lov fra starten også inkorporerer kravene i både EU og Europarådets konventioner. Det kan forsinke processen.
Omvendt er der ingen tvivl om lovens indhold; konventionerne stiller klare krav. Uanset om der går 12 eller 24 måneder inden loven vedtages, bør danske virksomheder derfor allerede nu tage fat på at tilpasse sig de nye forhold.
Mange virksomheder har længe af etiske og forretningsmæssige grunde ikke tilladt bestikkelse. Et eksempel er Shell, der sidste år afskedigede adskillige medarbejdere for ikke at følge firmaets regler på området.
Men mange andre virksomheder har ikke haft nogen klar politik på området. Det bliver der behov for nu. Der vil naturligvis gå en rum tid før de første bliver pågrebet og dømt og der kommer en klar praksis. Specielt kan det blive uhyre vanskeligt at komme indirekte bestikkelse via agenter til livs. Til sammenligning er domspraksis for miljøovertrædelser stadig et felt i udvikling.
Men ophør med bestikkelse behøver heller ikke kun ske for at undgå straf. Det kan også ske for at bidrage til en bedre international udvikling.
Det bør her fremhæves, at det i sidste instans er bestyrelsens ansvar, at virksomheden efterlever gældende lovgivning. Der er ingen tvivl om, at man med udspekulerede indirekte løsninger endnu en rum tid kan undgå at blive taget i bestikkelse. Men hermed pådrager direktion og bestyrelse sig et ansvar, der kan sammenlignes f.eks. med overtrædelse af miljølovgivningen.
Bestyrelsen bør derfor påse, at virksomheden udarbejder politikker og retningslinier på området, og at disse nøje efterleves.
I praksis er en klar udmelding fra bestyrelsen det bedste værktøj, eksportsælgeren og direktøren kan få overfor en uforstående industriminister i x-land: "Beklager, jeg anerkender helt dit behov for endnu en Mercedes, men som du kan se her, så bliver jeg fyret for at overtræde firmaets politik og OECDs konvention".
bompenge, gaver og studieture
OECDs konvention er specielt rettet mod den lyssky store korruption. Her må virksomhederne følge med – og det kan i yderste konsekvens medføre at visse markeder må opgives i en periode! Selvom det kan gå hårdt ud over nogle virksomheder, er det netop denne form for konsekvens, der vil kunne rejse et internationalt pres for at fjerne ublu afpresning af eksportørerne. Det siges f.eks. at Suhartos familie i årevis har lagt sin egen 10% afgift på al Indonesisk import. En tid så det sundt ud. Det var det ikke.
Anderledes praktisk må man forholde sig til småbetalingerne. OECD konventionen undtager helt småbetalinger som omtales som "small facilitation payments". Hvordan dette vil blive behandlet i den danske lovgivning er for tidligt at vurdere, men ingen love i verden vil kunne fjerne al bestikkelse alle steder. Og det kan være meget svært at holde fast i principperne, hvis en kølebil med letfordærvelige varer for tredje dag holdes tilbage ved en landegrænse.
En praktisk virksomhedspolitik på dette område kunne kaldes "Aktiv Modarbejdelse". D.v.s. at man kun accepterer medarbejderes udgifter til de små "servicebetalinger" på betingelse af, at der i hvert enkelt tilfælde foreligger en kort skriftlig redegørelse for, hvordan medarbejderen aktivt har forsøgt at undgå betalingen. Meget store virksomheder som Shell kan måske helt undgå at komme i klemme. Det vil næppe være så nemt for en mindre dansk virksomhed.
Endelig er der gaver, studieture og meget andet i samarbejds- eller venlighedskategorien. Her bør en virksomhedspolitik anvende rimelighedsbetragtninger og eventuelt konkrete beløbsgrænser, der kun kan fraviges efter godkendelse.
Endelig er der syreprøven: Hvis du ikke vil fortælle dine børn om det eller læse om det i avisen – så er det nok forkert…